Don't Tell Alfred

Nancy Mitford: Don't Tell Alfred

Nancy Mitford udgav Don't Tell Alfred i 1960. Den er på en måde en fortsættelse af The Pursuit of Love og Love in a Cold Climate. Det er igen Fanny, der er fortælleren, og denne gang er hun også mere hovedperson, end hun er i de andre bøger.

Fanny blev jo gift med en Oxford-don i anden halvdel af Love in a Cold Climate. Denne don hedder netop Alfred. Vi er kommet meget længere frem i tid, og Fanny er nok ca. et halvt hundrede år nu. Hendes mand er blevet udnævnt til engelsk ambassadør i Paris, til sin og Fannys store overraskelse. Fanny har det problem i forhold til at være ambassatrice i Paris, at hun ikke er elegant. Hun forstår ikke at klæde sig smukt på, og hun interesserer sig heller ikke rigtigt for det. I så henseende er hun Nancy Mitfords diamentrale modsætning. Efter at Nancy Mitford begyndte at tjene godt på sine bøger, købte hun alt sit tøj hos nogle af de store modehuse i Paris. Af hendes breve kan man forstå, at hun gik meget op i tøj. Hun beskriver enkelte af sine indkøb i mange detaljer i breve til sine søstre.

Virkeligheden og Nancy Mitford

Fannys forgænger i "jobbet" er meget elegant og meget populær, og hvad mere er: Hun vil ikke flytte ud af ambassaden, men bliver hængende i en lejlighed på ambassadekomplekset og modtager sine forbindelser der i stort tal, mens Fanny nærmest bliver ignoreret. Jeg skal ikke afsløre, hvordan hun får det problem løst, men løst bliver det.

Den situation er - næsten - taget ud af virkeligheden. Fra 1944 til 1948 var Duff og Diana Cooper et meget populært ambassadørpar, og de blev boende i Frankrig i 1949. Normalt anses det ikke for god tone for en ambassadør at blive boende i det land, hvor han var ambassadør. Nancy Mitford har selv i sine breve bagtalt efterfølgerne, Oliver Harvey og hans kone, og kaldt dem provinsielle. Hun kritiserede den mad, blev serveret på ambassade og deres selskabelighed osv., men endte dog med at holde af Harveyparret. Måske er "Don't Tell Alfred" en slags undskyldning til dem?

Ikke med på noderne

Fannys børn er også blevet voksne, og nogle af de morsomste steder i bogen handler om, hvordan hun får besøg af dem og må ryste på hovedet over deres idéer. Man fornemmer tydeligt her, at Nancy Mitford ikke rigtig er med på noderne her, hun er begyndt at føle sin alder.

Kritikere har sagt, at denne bog ikke er nær så god som dens to forgængere, og at man nu fornemmer, at Nancy Mitford har været væk fra England så længe, at hun ikke længere har fingeren på pulsen. Det kan såmænd godt være, men efter min mening er bogen alligevel både velskrevet og underholdende.

Sidst opdateret 07-06-2009